Også arbejdsheste har brug for næring

Så er jeg tilbage på min skrivepind efter en uges efteruddannelse, og det med at sidde på skolebænken er ikke noget, jeg har gjort særlig meget i de 15 år, jeg har haft egen virksomhed.

Der har altid været en opgave eller kunde, der har syntes langt vigtigere end min egen kompetenceudvikling.

Nej, hellere ud over stepperne med arbejdsopgaver end at bruge tiden på at blive undervist, og det er vel alt andet lige ok? Og her må jeg kigge mig selv i øjnene og erkende, at svaret på dette retoriske spørgsmål er nej.

Det nytter ikke at pukle løs uden at blive fyldt op med næring. Du bliver ganske enkelt gladere som leder og virksomhedsejer, hvis du husker at holde pauser med tid til refleksion og viden-opladning.

Hvad har jeg så fået fyldt i hovedet på min efteruddannelse? Ja, jeg har været på kursus i at anvende ChatGPT i den journalistiske praksis, jeg er blevet trænet i at være moderator på live-paneldebatter, og så har jeg lige fået en reminder om, at god efteruddannelse også kan være praksisnær.

Det har været sjovt og lige til at bruge i den travle hverdag! Allerede nu tumler jeg med, hvad mit næste efteruddannelsesprojekt skal være.


assets (default)