Min FT-spaniel Hugo fyldte i en årrække meget i familien, så naturligvis er han med på billedet.

Sådan fortæller Trine om sig selv…

Jeg er fortællenørd, bogelsker og mangeårig, stolt ejer af mit eget østjyske fortælleunivers. At være selvstændig er en livsstil, og jeg nyder at dykke ned i spændende opgaver og planlægge mine jobopgaver selv.

Jeg er så dybt privilegeret, at jeg stadig får mulighed for at fortælle løs og via research og interviews at fremkalde, hvad et menneske, en organisation eller virksomhed indeholder og er rundet af.

Jeg holder uendeligt meget af, når en leder eller virksomhedsejer får lys i øjnene og siger “Ja, det er lige netop, hvad vi er for nogen” eller “Yes, det er netop, hvad jeg mener”.


LoyalITET ER min KERNEVÆRDI

Jeg er IKKE den journalisttype, der nyder at skære benene over på mine kilder. 

Jeg bestræber mig på at være en vidende, loyal sparringspartner.

Mine fortællinger ser altid dagens lys i et tæt, loyalt samarbejde med kunder, dygtige fotografer, grafikere, forlag og trykkerier.

Jeg kender medierne indefra 

Jeg er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskolen og dagbladet Politiken.

Jeg har været redaktionschef hos Lederne og erhvervsjournalist hos både Aktuelt, Ritzaus Bureau og JFM.

Journalistik er nu engang et håndværk, og du skal populært sagt have rigtig mange interviews og historier gennem hænderne for at blive rigtig god.Netop det har jeg!

Jeg læner mig fortsat opad de utallige interviews, kvalitetsbøger og digitale nyhedsbreve, jeg har udviklet, skrevet og været redaktør på.

Jeg har hånden på kogepladen

Jeg forstår helt indefra, hvordan det er at kæmpe for sin egen virksomhed, for jeg har selv hånden på kogepladen.
 
Livet som bureau-ejer er nu engang den bedste efteruddannelse, en erhvervsjournalist kan få.

Det var i 2007, at jeg sagde mit chefjob op og sprang ud som selvstændig. I den forbindelse flyttede jeg med min familie fra København til min hjemstavn Randers i Østjylland. Nu bor jeg i Ebeltoft.

Siden har jeg løst opgaver for alt fra Dansk Sygeplejeråd, Lederne og Aarhus Universitet til forlag som Muusmann og en bred vifte af SMV’ere.

Jeg drifter og udvikler dagen lang, men engang imellem  tager jeg mig selv ved kravebenet og fylder på med efteruddannelse i alt fra ChatGPT og  strategisk kommunikation til de nyeste fortælletekniker. 

Både min egen og andres virksomheder har stor gavn af, at jeg er så vidende som overhovedet muligt.